Palominohestenes historie – den må jo starte et sted, så det bliver her.

Prolog

Året er 1967, jeg er en lille pige med langt hår og fletninger. Umiskendeligt er jeg allerede at finde, hvor der er heste, når og hvor jeg har chancen til det.

Lykken står den kække bi, siges det jo – så min lykke er gjort, da mine forældre får arbejde i en Cirkus – hurra, der var fyldt op med dejlige heste og andre spændende dyr og mennesker. Mest af alt er jeg at finde hos Cirkus pony de første 2 år, men også de meget smukke ”røde” heste med de lyse flagrende manker tiltrækker mig voldsomt.

Også i 1969 så kulminerer det i England, hvor min far har fået arbejde ved Billy Smart’s Circus. Her får jeg for allerførste gang lov til at komme op og sidde på ryggen af en af de meget smukke heste. Og endda en som de kaldte en palomino. Kærlighed og interesse blev vakt da jeg ganske uventet en dag faktisk får lov til at komme op og sidde på den smukke palomino. Tryllekunstnerens helt, private egen hest, som jeg siden tiltrækkes voldsomt af, mens vi er hos cirkus. Vi bevarer i mange år herefter dels kontakten til cirkus, vennerne derfra bla. en verdenskendt klovn Pio Nock, der stammede fra Schweiz ud af cirkusfamilie, hvor han var næstældst barn af de 7 børn i familien. Pio Nock når at begejstre mig også rigtig mange gange, den verdenskendte klovn er nemlig også meget folkelig i sin fritid. Nock dør i manegen i 1998 foran et større publikum under sin forestilling – han elskede manegen, hvor han levede og til sidst også døde. Samtidig med cirkusoplevlserne har jeg også samtidig bevaret interessen for de meget smukke guldfarvede dyr, som jeg så flittigt har besøgt og stadig flittigt besøger i staldene.

I 1974 får jeg så min første hest. Der var overhovedet ikke nogen tvivl i mit sind, da jeg kom ind af stalddøren hos hestehandleren efter godt 2 timers kørsel hjemmefra og ankom til det sted, han havde sine heste. Det første jeg fik øje på, da jeg kom ind af stalddøren var en guldfarvet bagdel i et spiltoug, en bagdel der skillte sig ud helt nede i den allerbagerste, mørke del af stalden.  Og jeg når overhovedet ikke at se hende rigtigt inden.

Men min første kommentar er – DEN vil jeg ha’! Lidet hjælper det, at hestehandleren nu trækker en smuk skimmel ridepony frem. Jeg får den da naturligvis prøvet, men afleverer den igen, helt stålsat på, at jeg vil ha den guldfarvede.

Men ak – den er halt, så den kan jeg ikke komme til at prøve. Gode råd er dyre, hvad nu – hesten den vil jeg altså ha’, så hvad gør man så? Hestehandleren rev sig lidt i skægget, og pegede ned på hoppens forben og sko. Det er en elendig skoning, siger han, og ja det var det altså. Søm stak ud og skoene sad skævt. Hvis nu den er i orden, når den får sine sko af og hovene ordnet, vil i så være interesserede i, at jeg kommer med den, spørger hestehandleren min mor. Jeg nikker voldsomt, helt vild af ophidselse og begejstring, for jeg vil jo have den hest…………

Enden bliver, at min mor bøjer sig for mine plagerier, og en aftale laves. Ca. 3 uger senere står hoppen i stalden fin og rengående – hende fik jeg rigtig mange kvalitetstimer sammen med og rigtig mange rosetter, inden hun måtte vige staldpladsen for en større ridehest.

Men det blev aldrig helt det samme, og jeg er altid siden blevet tiltrukket af de smukke, guldfarvede dyr, der nu stadig mange år efter har en stor plads i mit hjerte og ikke mindst også stadig tager en stor plads op i stalden med de mange smukke guldfarvede dyr, der nu befinder sig hos os. Så derfor vil jeg nu også efter bedste evne her efterfølgende dele ud af det, jeg har oplevet igennem de mange år, der er gået nu fra den første spæde start med palominohestene.